I Will Cook For Food

I Will Cook For Food startede som en pludselig indskydelse i efteråret 2012. Kort sagt drejer det sig om, at jeg handler, laver maden og vasker op, mod selv at spise med. Det blev en uforudset succes, og det har ændret min hverdag radikalt.

Nu kan jeg også hyres på mere traditionel vis af private såvel som virksomheder, hvor jeg laver mad til alt fra private middage til fødselsdage, polterabends, receptioner og firmamiddage.

Derudover kommer jeg gerne ud og laver mad sammen med jer som en event, hvor vi laver maden i fællesskab.

Jeg laver al maden på lokationen. Du skal derfor have et fuldt køkken til rådighed. Det behøver dog ikke at være et professionelt køkken – jeg indretter mig efter vilkårene, fuldstændig som jeg også har gjort siden det oprindelige I Will Cook For Food projekt startede.

I Will Cook For Food er under konstant udvikling og forandring. Mit sigte er at det sociale inddrages i såvel madlavning som måltid. Jeg kalder det sociogastronomi.
KONTAKT     kontakt@iwcff.dk   +45 6177 1457  

carrot bigger

Gulerødderne er i sæson! Og det er nu de smager rigtig godt. Denne lille anretning kan bruges som forret - eller som en lækker lille snack til et glas fuldfed hvidvin.

Gulerodspuré med feta
(ca. 4 pers.)

Du skal bruge:
4-5 større gulerødder
50-100 gram fetaost
1 spsk æblecidereddike
1 spsk. citronsaft (evt.)
Lidt vand
3-4 spsk. olivenolie
Salt og peber

Fremgangsmåde
Gulerødderne skrælles (hvis de er helt nye, kan det udelades - så vaskes de blot grundigt) og enderne skæres af. Skær gulerødderne i mindre stykker. Gulerodsstykkerne lægges nu på en bageplade med bagepapir eller i et ildfast fad - og bages i ovnen ved 200 grader i ca. en time. De skal være helt møre.
De bagte gulerødder blendes nu sammen med resten af ingredienserne. Smag til med olivenolie, citronsaft, salt og peber. Konsistens justeres med lidt vand og/eller olivenolie.

Gulerodspuréen smager bedst afkølet.

Nye, grillede gulerødder i citronlage
(ca. 4 pers.)

Du skal bruge:
10-12 nye gulerødder med top
5 spsk. olivenolie
2 citroner med skræl skåret i tern eller skiver (øko eller uden overfladebehandling)
1 tsk.salt
1 tsk. friskkværnet sort peber

Fremgangsmåde
Gulerødderne vaskes og toppen skæres af. Men lad 1-2 centimeter af toppen blive siddende. Hvis du har en grill, kan du nu grille dem på den, til gulerødderne får grillstreger. Alternativt kan du bare give dem lidt på hver side under ovnens grill eller på en tør stegepande, til de har fået farve. Det gør ikke noget at de bliver lidt sorte hist og her. Men det er vigtigt at de bevarer noget af deres sprødhed.Gulerødderne lægges efterfølgende i en skål eller i en frysepose. Resten af ingredienserne vendes i gulerødderne og det lukkes tæt til. Gulerødderne skal nu ligge på køl i lagen minimum en time.

Jeg anrettede gulerødderne med et drys ristede, afskallede hampfrø. Du kan også bruge de hele hamprfø. Alternativt risted boghvede eller hakkede mandler eller hasselnødder.

Server gulerødderne som tilbehør til kød eller fisk. Eller som snack eller forret.

Velbekomme!

Til toppen